instagram

Udstilling på fotofestival

Danmarks hyggeligste fotofestival slår igen i år dørene op til en masse foredrag og udstillinger. Og denne gang er helt speciel for mig, for mine fotografier er en del af udstillingen, der kan ses i weekeden 28. – 30. september. Det hele kommer til at foregå i Thisted, hvor der vil være udstillinger rundt i hele byen. Mine fotografier kan opleves i Plantagehuset, men derudover vil der også være udstillinger i Det Gamle Rådhus, KulturRummet og Thy Teater.

Årets tema er “Mennesket i naturen, naturen i mennesket”, i den sammenhæng har jeg valgt at udstille to små fotoserier om hvordan naturen hjælper mig til at få det bedre.

 

“Jeg tror jeg har stress” får jeg hulket frem mens jeg sidder foran lægen med tårerne trillende ned af kinderne. Lægen brugte lidt tid på at tale mig til ro og stillede nogle uddybende spørgsmål, og så gav hun mig ellers ret: “Du har stress og det første du skal gøre er at få ro på”. Til at starte med troede jeg bare, at jeg skulle ligge på sofaen og se Netflix, men jeg kunne hurtigt mærke, at det var noget andet der skulle til. Så jeg tog min cykel og cyklede ud i skoven. Her var der endelig den ro jeg havde behov for. Lige der midt imellem de høje træer og fuglenes sang, følte jeg mig  virkeligt godt tilpas. Jeg havde taget mit kamera med og begyndte at fotografere skoven. Alt imens jeg gik rundt der i skoven, glemte jeg alt om tid og sted og var bare til stede i nuet. 

På udstillingen ses fem af de landsskabsfotografier, som jeg tog i mens jeg var syg med stress. 

 

Alle vil have min opmærksomhed, så nogle gange glemmer jeg mig selv. Facebook popper op med en ny notifikation, der er BREAKNG NEWS på avisens hjemmeside igen og min indbakke er fyldt med ubrugelige nyhedsbreve. Når det hele bliver for meget, tager jeg ud og tager nogle simple fotografier. Fotografier, hvor mening på forhånd ikke ligger fast, men hvor der er plads til at putte hverdagens udfordringer ind i.

På udstillingen ses fem silhuetter fra dyreriget, som jeg selv sætter mig ned og kigger på når jeg trænger til lidt ro.

Se mere om Fotofestival på deres hjemmeside: Fotofestival.dk 

0 Comments

Leave Your Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

*